Claus Ib Olsen - Mit Liv

 At flytte til Østerbro var et kulturchok. Dels kom jeg væk fra alle mine barndomskammerater , mormor, dels skulle jeg skifte skole midt i 3. klasse. Det sidste var noget rod, fordi jeg på 2 1/2  år havde haft 4 skoleskift, så jeg var temmelig dårlig forberedt til den ny skoles krav, hvad der også kunne ses af mine karakterer og min håndskrift. 4 forskellige dansklæreres system til hvordan man skulle skrive var tydeligt, hvilket betød at min far på et senere tidspunkt lærte mig at skrive 'rigtig' formskrift (italic) med bredpen vha af et engelsk skrivesystem.  Jeg skærer rugbrødskiver til en spegepølsemad. Min søster mener at huske at jeg smurgte madpakke til hende om morgen inden vi skulle i skole, 1955 Hele familien Olsen opstillet til gruppefoto i mors værelse, julen 1960 Mit første fotografiapparat - et Kodak boxkamera, 6x9 cm rullefilm Fotografere i børneværelset hvor der var deroeret med en frise af papirklip På Østerbro kunne man mærke at der var klasseforskel. Der...

 Ferie i St. Karlsminde i 1953 Min or Vera og far Ib foran huset i Store Karlsminde, sommeren 1953 Min fars gode veninde, keramikeren Gutte Eriksen, som før havde boet i en villa i Kastrup, var blevet gift med maleren Preben Hansen, og de havde købt en mindre gård i St. Karlsminde, ved Lynæs/Hundested i Nordsjælland. Hun for at dreje keramik, han for at male, og have lidt landbrug ved siden af. De fik 2 børne på nogenlunde Ibens og Jakobs alder, Mette og Ib.  Gennem dem lejede vi et lidt forfaldent husmandssted uden elektrisitet, rindende vand og toilet i udhuset, et bræt og spand. Lidt på samme vis, som sidste år, hvor vi havde boet i Græsted.  Det var et primitivt liv, og min far han var vanen tro rejst hjem til Lergravsvej og for at arbejde. Heldigvis fik vi besøg a f min  to onkler Henrik og Jørgen, og min fars spillevenner, Bent og Inga Tranberg, kom cyklende med telt og oppakning, og slog telt op  bag huset., så der foregik mange ting. Jeg havde fået min c...

Vibenhusskole set fra Strandboulevarden, og Kertemindegade. I baggrunden til venstre huset hvor vi boede.  At flytte til Østerbro var et kulturchok. Dels kom jeg væk fra alle mine barndomskammerater, mormor, dels skulle jeg skifte skole midt i 3. klasse. Det sidste var noget rod, fordi jeg på 2 1/2  år havde haft 4 skoleskift, så jeg var temmelig dårlig forberedt til den ny skoles krav, hvad der også kunne ses af mine karakterer og min håndskrift. 4 forskellige dansklæreres system til hvordan man skulle skrive var tydeligt, hvilket betød at min far på et senere tidspunkt lærte mig at skrive 'rigtig' formskrift (italic) med bredpen vha af et engelsk skrivesystem.  På Østerbro kunne man mærke at der var klasseforskel. Der var de fine, der boede på de fine adresser (Borgmester Jensen Allé, Urbansgade, I. E. Ohlsens Gade), og de fattige der boede i Århusgade kvarteret (Koldinggade, Ålborggade).  Det afspejlede sig også i skoleklassen. Der var en blanding af pæne menneske...

Der var nye kammerater at lære at kende fra skolen og fra ejendommen Jørgen og Lars Sønderstrup, samt Jon Skulason Marrott leger døde på hjørnet af Randersgade og Bogensegade Mogens Elvig, fra Østrigsgade havde jeg stadig som kammerat og var på besøg på Østerbro Lars Sønderstrup Lars Sønderstrup læner sig med ejermine op af en tilfældig parkeret bil i Randersgade Jørgen Sønderstrup antagelig fotograferet i Fælledparken 'Long John' og Lars Sønderstrup foran deres opgang i Bogensegade  

Min gode ven Finn Claus og Finn på vej fra skole til Finns hjem i Randersgade  Min gode ven og klassekammerat Finn K. Petersen til højre, og mig selv tv. var modellerne, som her går på Randersgade, iført lang stromper og nickers, som var højmoderne for drenge på det tidspunkt. Tegningen blev brugt som forlæg til et linoleumsnit, som min far skulle bruge til at illustrere en novelle eller artikel. Linocut ved Ib K. Olsen, 1957 I 3 klasse på Vibenshuis skole blev jeg gode venner med Finn Kjærulf Petersen. HaN kom lidt forskudt ind i klassen på grund af at han havde mistet et øje, og han gik med glasøje. Jeg fandt aldrig ud aaf hvordan det var gået for sig, men måske var det noget med at han var faldet i skolegården.  Han var også lidt udenfor som jeg, der var ny i klassen og fik bord sammen bagerst i klassen. Finns far og mor var skildt , lidt usædvanligt for den tid, og han boede lidt på skift hos dem begge. Deres lejligheder lå ret tæt, faderens i Randersgade på 1. sal og mode...

 Musik skal der til Jeg lærer at spille blokfløjte I vores hjem gik man meget op i musik, især jazz-musik og barokmusik, især JS Bach. Min far musikalsk og kom fra et 'hjem med klaver', og han heavde lært at spille på det. Under sine læretid havde han også stiftet b ekendskab med guitaren, som flere af svendene på Recato spillede og i vores hjem hang der en sortmalet 3/4 guitar med en fin lyd.  Som ung havde min far også stiftet bekendskab med jazz-musikken, og han og ungdomsvennen Helmuth Lassen, købte 78-lakpalde med louis armstrong og Kiong oliver mnmm. Fx hos Kleinert i Chr. 9 s gade. Og i slut1940erne, anskaffede han sig en kornet, og fik lært at spille, og blev medlem af Danmarsk første New Orleans orkester Hot Club Jazz Band', hvor hans gode ven Helmuth lassen, spillede trombone. Han forstatte resten af livet med at spille i forskellig bands, i mange år,  ofte i små bands som var bygget op om ham selv, under navnet Ib K. Olsen og han Jazz Friends.  Den musikin...

  Trolleybus på Lyngbyvejen v. Haraldsgade.  Når vi skulle besøge farmor (Magna Olsen), der bestyrede et renseri på Lyngbyvejen i Gentofte, så tog vi en trolleybus på hjørnet af Lyngbyvej og Jagtvej ved Vibenshus Runddel ud af Lyngbyvejen.  Her bestyrede hun en renseriforretning, som var en del af en renserikæde, som hendes bror, Ove, vist ejede - Jeg kan desværre ikke huske navnet, men den havde et karakteristisk logo, bestående af en firkant, en trekant og en cirkel i basisfarver og forskudt lidt ind i hinanden.  Farmor, Magna Olsen, ca. 1950 Farmor, Magna Olsen boede i en 2-værelses lejlighed ovenpå forretningen. Da hun jo skulle passe butikken, godt sammen med en medhjælpende dame eller 2, så skulle man beskæftige sig selv. Hun havde dog klippet tegneserien Far til Fire ud af Berlingeren, og samlet dem i små hæfter. Så det kunne tiden gå lidt med. Så var der Se & Hør, det kunne man jo også kigge i.  Min farmor var en intelligent men også lidt bestemt dam...

Arne Schlünsen i hans værksted,  ca. 1970 En artikle i Politken gav mig anledning til at reflektere over mine  oplevelser i relation til Guitarbyggeren Arne Schlunsen, som havde et lille værksted ved Jorcks Passage i Skindergade På det nederste billede ser man Schlünsens bomærke , der er klæbet fast til bundet af  kroppen. Nu er det sådan at det er min far, grafikeren Ib. K. Olsen, der tegnede dette bomærke engang i mindten af 1960'erne. Det kom sig på følgende måde, som jeg husker det: I 1960 erhvervede jeg min første Schlünsen guitar. Jeg var en temmeling ung mand på 16 år, der i nogen år havde spillet klassisk guitar på min fars gamle 3/4 guitar, og i fødselsdagsgave fik lovning på en ny, som jeg selv skulle kigge ud hos Schlünsen i Skindergade, hvis den da ikke var alt for dyr! Jeg havede aldrig været der før, og det var overvældende og interessant at blive modtaget af Schlünsen i sit lille værksted ovenover Jorcks Passage. Bomærke for guitarbygger Arne Schlünsen, Fi...

 Jon Skulasson Marott Jon Skulasson Marrot ligger forrest som 'død' foran Lars og Jørgen Sønderstrup hjørnet af Randersgade og Bogensegade  En god ven, som jeg traf lidt sent i min pubertet var den 1 år ældre  Jon Skulasson Marrot. Hav var søn en islandsk maler Skulasson, som boede i Fiolstræde, og som begik selvmord. Hans mor var af god højborgelig afstamning, og hendes onkel var Nationalbankdirektør. Derr var en lillesøster også. Jon var et spændende bekendtskab, for han var meget mere avanceret, end mine øvrige kammerater. Han hev mig med til mere avancerede ting, og var en dygtig gymnast.  I erindrinegs skarpe ly, slår det mig at Jon var meget kropsfixeret. Har var ikke ret høj, men meget stærk, og som sagt en god gymnast. I den lange skolesommerferie var hans yndlingsbekæftigelse, når vejret var til det, at cykle til Bellevue og lege strandløver.  Her havde han et trick med at vi skiftede til badetøj på den offentlig strand, og så gå ud af molen, der skilte...

Fra 4. mellem på Vibenshus Skole skulle jeg jo videre i mit skoleforløb, og muligheden dengang var jo enter at gå i 'Realen', dvs 1 års overbygning på mellemskolen, at gå videre igymnsiet of få en studentereksamne, eller finde sig en eller anden form for læreplads.  Efter samtaler med forældre og klasselærer synes jeg at gymnasiet lød interessant. Jeg hvade fået nogelunde gode karakterer i de sidste 2 år 'mellemskolen' så det var vel ikke unaturligt at tænke studentervejen, selvom det stadig var få der i 1960 gik den vej, ca. 2-4 pct af en årgang.  Min far ville gerne have jeg søgte ind på Gl. Hellerup der havde et godt ry, men min klasselærer, Carlos Bülow-Olsen anbefalede et mindre kendt sted, nemlig Statsgymnasiet Schneekloth Skole, som åbenbart havde ry for at være lidt mere lempelige med optagelsekravene. Så det blev det gymnasium der blev valgt. Jeg husker at man skulle personligt møde op og aflevere sin ansøgning med anbefaling fra skolen, på inspektors kontor på...

  Sociologisk Institut i Fiolstræde i den gamle Metropolitan Skole Tegning: Claus Ib Olsen, 2020 Sociologi I 1963, i slutningen af 3. g. på SChneekloth Gymnasium skulle vi beslutte, hvad der så skulle ske uddannelsemæssigt. Dengang var der ikke noget der hed sabbatår. Det var bare lige på og hårdt med studiet. Det var ret pudsigt for de fleste af mine klasskammerater havde allerede en ret klar ide om hvad de skulle studere. De fleste ville være læger 4 stks., Ingeniøre 2stks, jagerpilot 2-3 stks, revisor 3 stks, skolelære 1 stks, Brygmester 1 stks, og så jeg, der ikke rigtigtigt vidste havde så. Vi havde fået udleveret en lille bog om studiemulighederne. Den blev studeret flittigt, og jeg blev tiltrukket af et ret nyt studie: Sociologi på KU. Det var en magistergrad, og der var ikke megen undervisning, selvstudier var vejen fre,. Hovsa! Det er lige mig!, tænkte jeg, så kan jeg sove længe om morgenen, og senere læse op.  Sociologi var et ret nyt fænomen i 1960erne. De fleste ke...

 Wildersgade Wildersgade, hvor jeg boede på 1. sal Wildersgade på Christoanshavn, var et byhus fra 1700-tallet i 3 etager, og jeg fik lov til at leje et værelse på 1. sal, hvor Erik Mosegårds kone havde en drejebænk i stuen. Det skulle koste 50 kr. om måneden, men det lykkedes aldrig at få betalt huslejen. Jeg havde et lille hummer med udsigt til gården. Der var vistnok vand i lejligheden, men intet toilet. det var som Das i gården. Jeg flyttede ind om sommeren, og da var det OK. Men da det blev vinter var det sku koldt, for der var ikke centralvarme men en kakkelovn i stuen. I foråret 1965 fik jeg at vide at huset skulle rives ned, så jeg måtte flytte hjem på Strandboulevarden igen. I mellemtiden var Iben flyttet ind i mit værelse, s¨å jeg må slå min seng op i Børneværelset med Jakob og Henritte  som sov i køjesenge. Og jeg søgte på ny værelse ude ibyen igen. Det var jo ikke nemt. Men ved et held lyddes det mig at få et klubcværelse i Fiolstræde, 200 m. fra Sociologisk Instit...

 Min families gode ven Erik Christensen og hans kone Inger Christensen var særdeles entreprenate og havde fået noget op at køre med at importere champignons fra Polen. Så deres søn Stig ofortalte om alt det spændende man kunne foretage sig i Polen, der dengang var under kommunistsik styre og under tommelfinegeren af Sovjetunionen. Og på en eller anden måde blev jeg opildnet til at synes at det kunne være spændende og søgte en rejsekammerat, som blev fotografen Mogens Jacobsen.  Rejsen foregik dengang ved at man tog færgen til Malmø og her entrerede i et polsk skib der sejlede til Swinouitsche- Ombord på færgen fik man så stemplet visa i sit pas. Man skulle også veksle til posk valuta, Zlotys, til en ufordelagtig kurs, men i tillæg fik man dog nogle købsbeviser, som kunne anvendes i særlige stats-turist-butikker.  Ved ankomsten til Swinoijsche gik vi ud af landvejen mod Stettin, og det lykkedes os at komme op at køre med en lanstbilchauffør, der kunne lidt tysk. Vi blev sa...