Schlünsen Guitarbygger, Skindergade 1960-70

Arne Schlünsen i hans værksted, 
ca. 1970

En artikle i Politken gav mig anledning til at reflektere over mine  oplevelser i relation til Guitarbyggeren Arne Schlunsen, som havde et lille værksted ved Jorcks Passage i Skindergade

På det nederste billede ser man Schlünsens bomærke , der er klæbet fast til bundet af  kroppen. Nu er det sådan at det er min far, grafikeren Ib. K. Olsen, der tegnede dette bomærke engang i mindten af 1960'erne. Det kom sig på følgende måde, som jeg husker det:

I 1960 erhvervede jeg min første Schlünsen guitar. Jeg var en temmeling ung mand på 16 år, der i nogen år havde spillet klassisk guitar på min fars gamle 3/4 guitar, og i fødselsdagsgave fik lovning på en ny, som jeg selv skulle kigge ud hos Schlünsen i Skindergade, hvis den da ikke var alt for dyr!

Jeg havede aldrig været der før, og det var overvældende og interessant at blive modtaget af Schlünsen i sit lille værksted ovenover Jorcks Passage.

Bomærke for guitarbygger Arne Schlünsen, Fiolstræde
Designet af min far Ib K. Olsen (1919-2017)

Jeg var så heldig at  han var alene i værkstede (det viste sig senere, at det var han sjældent). Jeg blev modtaget meget venligt, da jeg foklarede mit ærende, og han pegede på nogle guitarer der hang på bagede  og væggen, og sagde at han gerne ville høre mig spille. Så jeg prøvet par stykker af dem,og der var især én jeg syntes lød godt, så jeg tænkte at den kunne være noget. Det var en let brugt Schlünsen fra ca 1954, der kostede 800 kr. Det var jo mange penge dengang, så det kunne jeg jo ikke tage stilling til på stedet. Schlünsen siger så, at han synes jeg skulle tage den med hjem og prøve den i en uges tid, og så finde ud af om det var noget for mig. Så siger jeg om han ikke vil have mit navn og adresse. Det syntes han ikke var nødvendigt, da han kunne høre at jeg kunne spille!! Det viser noget om hvordan tiderne var! Sådan fik jeg min første 'rigtige' guitar.

Min far skulle jo betale for guitaren og på den måde kom de to i kontakt med hinanden.

Bomærket i Schlünsens guitarerne fra den tid var helt anderledes, og ikke designmæssigt særlig godt i følge min far, der havde sin tegnestue Skindergade. Han, som også spillede lidt guitar, kom af og til forbi Schlünsen, og påpegede at bomærket burde moderniseres. Så en gang i midten af tresserne fik min far overbevist Schlünsen om et nyt bomærke, som han udarbejdede og som man ser på billedet i Politiken. Som jeg husker det, købte min far samtidig en spritny bygget guitar af Schlünsen, hvor udarbejdelsen af bomærken indgik i handlen. Det var en skøn guitar, med en dejlig lys og lang klang, som i dag hænger på min væg, og som jeg desværre ikke får spillet så meget på som jeg gerne ville. Den har nummer 406 og er fra 1967, med det ny bomærke. Den gamle jeg erhvervede i 1960, blev solgt gennem den blå avis for 10 år siden, da vi flyttede fra vores hus, og skulle af med en del ting der havde samlet sig sammen gennem årene.

Schlünsens værksted var et sted hvor guitar affectionados 'hang ud', som man siger i dag. De fleste medlemmer af Dansk Guitarforening, som var en relativt lille kreds på det tidspunkt. Midt i mellem høvlspåner på gulvet, hele og halve guitarkroppen, der hang ned fra loften og væggene, og reklamer for Pavlovskijs Balalajkaorkester, sad Schlünsen og drak kaffe fra termokanden ved sin høvlebænk, medens guitarspillere stod eller sad på de få stole, og afprøvede guitarer, spillede for hinanden og fortalte anektdoter og løgnehistorier om guitarer og guitarister. Jeg mødte mange interessante mennesker dér, men det er jo mange år siden. Dog husker jeg tydeligt Cornelis Wreesvijk, den svenske troubadur, engang han gav koncerter i København, og en eller anden trak ham med ind til Schlünsen, hvor han gav en lille koncert på en af Schlünsens guitarer, en dag hvor jeg selv 'hang ud' dér.