Barndom - 1944-1952

Lergravsvej

Claus - 1945

Jeg er født på Amager, hjørnet af Lergravsvej og Østrigsgade var stedet hvor jeg voksede op.  Det var udkanten af stenbroen, for lige nede for vores vinduer lå et stort grønt område, Lergravsparken eller Sundparken, som den hed dengang. Og derfa var der adgang til mere lidet bebyggede områder, det som man på fransk kalder 'terrain vague', og videre herfra til større  mere grønne områder ned mod Amager Strand, Kastrup Fortet,  Kløvermarken.

Udsigt fra vores lejlighed ned på snerydning med hestevogn - Hjørnet af Lergravsvej og Østrigsgade
Ib K. Olsen 1942 - Litografi

Dengang var der også værksteder og en fabriksbygninger for enden mod Strandlodsvej. herefter var der uberørt 'fælled', hvor der var skt hansbål og cirkus om sommeren. Det var en dejlig legeplads at boltre sig på for en 'rask' dreng, med alskens metalstumper og dingenoter man kunne samle op og tage med hjem, og evt. skære sig på, og bekræfte ens mors bange anelser

Udsigt fra vores vinduer over mod Sundpark Skole, hvor jeg senere kom i 1. klasse, og små nyttehaver på Wittenbergggade og i baggrunden ejendomme på Øresundsvej
Oliekridttegning af min far, Ib K. Olsen (1919-2017). Ca. 1945 

Vi boede som sagt på hjørnet af Lergravsvej og Østrigsgade på 4. sal med udsigt til Lergravsparken fra den franske altan. Modsat østrigade var kirke, Allehelgens  Kirke. Præsten til kirken boede ved siden af vores lejlighed, så han havde udsigt til kirken. Jeg er dog navngivet i Nathaniels Kirke på Holmbladsgade, nok for jeg er føddt i Holmbladsgade. 

Den gang var trafikken meget rolig, mest cyklister og sporvogn, linie 5. der havde endesattion på Formosavej. 

Lergravsparken var den store legeplads, med sandkasse, klatrestaiv og masser af græsplæner, træer og budskadser. Et ret stort område med blokke af pensionistboliger i østenden af parken. 

Min mor Vera med nyfødte Claus på fødeklinikken på hjørnet af Holbladsgade og Amagerbrogade, 1944

Egentligt er jeg født på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade, på en fødeklinink på 1. salen over en osteforretning, hvor der løb vand ned af vindet for at køle af. Og overfor havde sporvogn 9. sin endestation. i en lille smøge. Længere nede af Holmbladsgade havde min mormor sit arbejde på Sadolin og Holmblad, som kontordame.

Sundgården

Hjørnet af Østrigsgade og Lergravsvej
Pile viser hvor vi boede

Ejendommen jeg voksede op i, Sundgården,  forekom kæmpestor, og 'gården' som vi legede i, enorm. Som voksen efter at besøgt ejendommen og kigget ind i gården, er bygningen skrumpet en del. Slidt var den, og gården smal og lidt skummel!. Men set med et barns øjne et paradis. 

Godt foto af Østrigsgade set fra syd, 1960, med Lergravsparken til højre og Sundgården bagved, tv Kirken og foran rækværk ind til skolen på Wittenberggade

Der var ikke megen trafik på vejene dengang, stort set ingen privatbilisme. Min forældre var meget tolerante og åbenbart ikke bange for ulykker, for efter jeg var fyldt 4-5 år fik jeg lov at strejfe frik om i et kæmpeområder, der strakte sig fra Sundparken til Anaher Strand. Mange gange kom jeg så sent hjem at min forældre var ude for at lede efter mig. 

Per

Per og mig - ca. 1948-49

Min bedste ven og medløber hed Per og vi 2 explorerede hele området og havde mange spændende og dramatiske oplevelser sammen i vores barndom.  

Per boede hos sine bedsteforældre, og hans ejendele bestod i lidt småting i en papkasse under hans seng i bedsteforældrenes soveværelse. 

Han talte tit om sin mor og sin 'fætter', som han så med ujævne mellemrum. 

Senere forstod jeg at han var 'tyskerbarn' søn af en dansk kvinde og en tysk soldat, og da den ny far ikke ville kendes ved ham, måtte han bo hos sine bedsteforlældre, hvor han ikke havde det det bedste liv. Hans 'fætter' var i virkelighedens hans haklvbror! Og når vi kom galt afsted, og kom hjem med hil i bukserne eller manglede en sko, så har jeg siden forsået at stakkels per fik smæk af sen bedstefar, medens jeg blot fik en blid formaning om ikke at gøre det igen.

Gruppebillede med alle børnene i Sundgården - Per og mig sidder forrest som nr. 7 og 8 fra venstre - Ca 1948-49

Min 7 første leveår oplevede jeg som lykkelig. Jeg kunne frit færdes over store områder tæt ved min bopæl gennem 'Gården' og de omliggende gader Østrigsgade, Polensgade Lergravsvej, leg i Sundparken og det udvidede område ned mod Øresund, og Amager Strand. Og borstet fra små episder hvor jeg kom galt afsted, så føltes som idyllisk.  Jeg var tæt på min mormor og min onkel Henrik, som kunne tage sig af mig og forkæle mig lørdage og søndage.

Mormor Elisabeth Bæhrentz , Lille Claus, og 'moster' Ingborg Christensen
1947

Claus i gården, med mors hjemmestrikkede trøje, og med mit elskede gennemsigtige plastikbælte
1949/50

En Våd dag på Amager

Da jeg var omkring 4, blev jeg kørt hjem og afleveret af politiet, for jeg havde været ude på en meget lang tur, ned til vandet ved Amagerstrand. Der var vi gået ud på en badebro og hoppet i vandet , med alt tøjet på, det var jo koldt! Nogen må have ringet til politiet, for da vi var på vej hjem, kørte der en politibil op på siden af os, og ud sprang 2 betjente. Vi pilede afsted i vores våde tøj, men vi var jo kun 4-5 år gammel, så vi blev hurtigt fanget. Jeg var helt sikker på at jeg skulle i fængsel, så jeg græd som pisket, men betjentene var vældig søde og kørte os hjem til vores forældre, og jeg tror de fik en opsang for at lade os rende rundt. Men det var jo helt andre tider, og der var ingen biler nogen steder, så vi fik lov til at rende rundt helt frit. Ak ja, det var tider!

Min Mor Vera Olsen, født Bährentz

Min more Vera (1922-1994), 1941 - Tegning i oliekridt af min far, Ib K. Olsen

Min mor var et varmt menneske. Hun var af naturen mild og tolerant, men de mange børnefødsler påvirkede hende og i en periode, var hun ret stresset, og ulykkelig. 

Som ret lille barn rejste hun med sine forældre , storebror og 2 halvsøskende til Sydamerika, Nicaragua, hvor hun tilbragte en del af sine barneår.  Som 10 årig kommer hun til Danmark, efter at familiens restaurant faldt sammen efter jordskævet i 1932, og moren efterlod hende og storebror Jørgen hos sine forældre, min mors bedsteforældre i Ordrup, sammen med moster Ingeborg meden hendes mor rejste tilbage til Nicaragua med Henrik, der var for lille til at blive efterladt. 

Vera, Veras Mormor, Marie Louise,  og storebror Jørgen
i haven i Ordrup, hvor de boede efter
at være vendt hjem fra Nicaragua

Tiden hos hendes bedsteforældre var ikke nogen lykkelig tid. Hun kunne slet ikke tale ordentlig dansk, og havde svært ved at læse, blev drillet i skolen, og blev kaldt Vera Bæ, pga af hendes efternavn, Bæhrentz. Bedsteforældrenes hjem var gammeldags, og bedstefaren var en hustyran og han bestemte alt. Ingeborg var en kold kælling, og var ikke rar mod min mor, men havde mest sine egne drømme i hovedet. 

Vera Olsen, ca 1940
akvarel af min far Ib K Olsen

I 1938/39 træffer hun min far på et møde i DKU, og de bliver vild forelskede i hinanden, min far gøre i hvert tilfælde, hvad kan dokumenteres af efterladte breve og tegninger fra hans side.

De flytter sammen på Lergravsvej, og min far gode ven og litograf, Jørgen Larsen, får det sidte værelse i den 3 -værelses legjklighed på 4. sal med udsigt over sundparken og vandtårnet. 

Her kommer jeg til verden 4 år efter i 1944, krigens sidste år.  Lejligheden er genstand for en vis illegal virksdomhed, både min far og Jørgen Larsen er kommunister og litografer og hjemmet er opbevaringsplads for illegale aviser , plakater og foldere, og af og til gemmested for personer der skjuler sig for tyskerne. . Og min mor fortælller om epiosder hvor politi eller tuyskrne banker på og hvor de smider bunke med illegale materiale ud af køkkenvinduet og ned i gården! Min far Jørgen Larsen, er sammen med helmuth Lassen medlem af en af BOPAs ventegrupper, og har geværer og ting og sager gemt i lejligheden.

Min far var meget kunstnerisk begavet og hjemmet afspejlede dette. Han ville gerne have at min mor deltog i det kunstneriske, og der blev anskaffet en lille væv, som hun i nogle år arbejde de, og som stod i et hjørne af stuen. Men selvom hun var fascineret af min fars kunstneriske evner og hans kunstneriske venner og interesser, var hun egentlig bare et varmt og godt mennesker, som blot ville have at det gik hendes børn det godt.  Og væven blev senere solgt, da Jakob kom til verden og vi var ved at blive mange i stuerne. 

Mor får galdsten

Det er aften og mørkt, efterår eller vinter, og mor liggger på sengen i stuen. Hun må være lidt dårlig, siden hun ligger ned. Jeg er måske 5-6 år og vi er alene hjemme. Ib må være ude et eller andet sted. Hun får smerter og vånder sig. Jeg bliver meget forskrækket. Mor får det dårligere og stønner af smerte. Hun siger jeg skal gå ind og alarmere naboen, Præsten, der bor i lejligheden ved siden af. De har telefon. Heldigvis er de hjemme og får ringet efter en ambulance. Der kommer ambulancefolk og mor bliver enten båret ned eller hjulpet ned i ambulancen. Jeg er helt ødelagt af skræk. Ambulancen kører til hospitalet. Jeg sidder foran sammen med chaufføren, medens den anden mand er bag i sammen med min mor. Jeg får senere at vide aat mor blev opereret for galdesten.

Da vi har afleveret mor på hospitalet. Det må tage noget tid bliver jeg kørt af ambulancemanden til mormor på Hveensvej. Jeg var meget angst og grædende, så på vejen derover gør manden holdt ved en chokoladeforretning på Amagerbrogade. Han har spurgt mig om hvad jeg allermest kunne tænke mig at få af slik, og jeg ber' om en meter lakrids. Der var sådan en meter snoet lakridsstang. Jeg har altid godt kunne lide lakrids og det trøstede mig noget, selvom jeg var meget skræmt og bange på grund af det voldsomme forløb. 

Jeg overnatter inde hos mormor på gæstesengen, sådan en harmonika seng. Den næste dag bliver kørt til onkel Jørgen og faster Jytte, som passer mig de næste uges tid. Jeg tror Jytte gik hjemme? Dengang boede de i et mindre hus. Det var før de flyttede til palæet på Gl. Køgevej, hvor de havde tjenestepige. Jeg kan ikke huske meget af opholdet hos Jørgen og Jytte. Jeg opholdt mig igen hos dem senere. Jeg tror det var dengang Iben blev født, men da var de flyttet til det fine hus på Køgevejen, hvor det store gartneri lå ovre på den anden side af vejen. Her var jeg nogle dage og blev forkælet en del. (se også afsnit 3 om Ibs familie)

Læs mere om min mors familie og deres forbindelse til Sydamerika her