Sydamerika og min mors familie - 1928-40

 Familien og Sydamerika

Min  mormor og morfar, Elisabeth og Jørgen Valdemar Bæhrentz
ca. 1922

Min morfar hed Jørgen Valdemar Bæhrentz og var født i Arden. Hans første kone hed Golla Sebbelow og var datter af Fabrikant Sebbelov, der var en stor mand  inden for især tekstilindustrien, på l ige fod med …. Med Golla fik min morfar 3 børn: Haakon, Uffe og Rita (margarita) . Måske var Rita født i Argentina, hvor min morfar havde prøvet lykken en gang tidligere?

Morfar Jørgen Valdemar Bæhrentz med 2 af sine børn fra 1. ægteskab: Magerita (Rita9 og Haakon Bæhrents, som han fik med Golla Sebbelow

Golla døde og min mormor, Elisabeth Christensen, kom i huset hos ham som husbetyrerinde, og de blev selvfølgelig gift. Med hende fik han også 3 børn: Jørgen, Vera og Henrik.

Vera, Jørgen og Elisabeth Bæhrentz på ferie på Trinidad, 1930

Omkring 1930 prøver de at søge lykken i Sydamerika igen, og de rejser vistnok til Argentina først, og derefter til Venezuela, hvor de tilsyneladende er blevet lokket til at komme til et landbrugsprojekt ude i junglen, hvor andre danskere har skrevet at alting gik fantastisk. Da de ankommer viser det sig at det hele er mislykket og danskerne lever i dyb armod og sygdom . Min mormor må blive med børnene, medens Morfar rejser videre til Nicaragua for at finde på noget. 

Imedens må mormor Elisabeth og børnene blive og klare sig så godt de nu kan i deres hytte lavet af palmeblade. Mormor bliver syg med bylder, men nogle indfødte indianere giver hende noget naturmedicin, der tilsyneladende helbreder hende. Hurra for det!

Morfar Jørgen Valdemar Bæhrentz bag baren i Casa Danecia i Mangua, Nicaragua - 1928

I mellemtiden er morfar Jørgen Bæhrentz rejst videre til Manuaga. Hovedstaden i Nicaragua, hvor han åbenbart får gang i noget og laver en restaurant, cafe, bar Casa Danecia, Det Danske Hus. Han må have ramt noget rigtgt, for det går godt, og mormor Elisabeth og børnene rejser derop. Og der bliver rigeligt arbejde til mormor og morfar, for børnene bliver passet af tjenestefolk, og min mor Vera taler spansk som en indfødt, og glemmer sit danske. Også søster til Elisabeth, Ingeborg kommer til nicaragua og bliver forlovet med en lokal tandlæge. Så vidt jeg ved, drebv min mormor også i perioder et bageri.

Min Mor Vera Bæhrentz i Managua , ca. 1930

De begynder og færdes i de bedre kredse, og mor, Vera, fortæller en episode om at hendes mor, Elisabet, var til bal hos præsidenten og table trusserne under en dans med selve præsident Somoza, senior, som dog diskret samlede dem op og puttede dem i lommen!!

Børnene havde privatlærer, som det dog gik ilde, da han fik hugget hovedet af af en indianer han snydt, fortæller min mor.

Katastrofen.

Nicaragua var et land i en vulkansk zone, og min mor, Vera, fortæller at det oplevedes som rystelser, og jorden 'bølgede' under en. På et tidspunkt går det rigtig galt. Der kommer et meget kraftigt jordskælv og restauranten bliver jævnet med jorden, og mormor og morfar, står med ingenting. 

Nu tager mormor Elisabeth alene hjem til Danmark med sine egne børn, Haakon og Rita er ude af billedet på dette tidspunkt, formentlig rejst. Her efterlader hun Jørgen og Vera hos sine forældre i Ordrup. Og Rejser tilbage til Sydamerika. Men kommer alene hjem med Henrik. Morfar Jøregn kommer aldrig hjem, og dør derude ---  af sygdom, druk eller selvmord? Det ved vi ikke. Hun bliver skildt fra min morfar ved retten i København. 

Vera Vokser nu op hos bedsteforældrene, hvor også Ingenorg bor. Det skulle være et regime under oldefar, som var påholdende og totalitær.

Magarita (Rita) Bæhrentz rejser hjem til Danmark i 1930erne, formentlig pga uoverstemmelser med min mormor, sin stedmor. Her slår hun sig hos sim mors familie,  Sebbelow, i Vejle området. Under Krigen møder hun en RAF pilot, der skulle være skudt ned af tyskerne og gået under jorden, Stebbins. De bliver gift og får 2 børn, Peter og Nowell i 1941, og flytter til England i 1946.

Peter Stebbing får vi kontakt i forbindelse med min onkle Hneriks død i 2010. 

Haakon Bæhrentz siges at være rejst til Sovjetunionen, hvor ingen ghar hørt fra siden.

Mormor

Min mormor, Elisabeth Behrentz,  boede ikke langt derfra på Hveensvej, sammen med sin søster Ingeborg Christensen, og hendes 2 ugifte voksen sønner, Jørgen og Henrik Behrentz, min onkler, og mange weekender har jeg tilbragt hos dem, bare for hyggen eller  når mine forældre skulle besøge venner og bekendte, eller hvis der var opstået en akut pasnings situation.  Så området mellem Lergravsvej/Østrigsgade til Hveensvej var mig godt bekendt, enten gennem villakvarteren eller via de mere bebyggede Øresundsvej, med dens blanding af boligkarreer og gamle byhuse, fra dengang Sundby blot var en landsby. 

Onkel Henrik

Onkel Henrik Bæhrentz - 1980

Onkel Henrik, min mors lillebror,  var ungkarl og boede hjemme hos sin mor. Som omtalt tidligere, boede min mormor, Elisabeth Behrentz, hendes søster, Ingeborg Christensen og min onkle Henrik Behrentz, sammen i en 4 værelses lejlighed på Hveensvej. Senere, da min anden onkel, min mors storebror Jørgen Behrents kom hjem fra USA i begyndelsen af 1950erne, flyttede han også ind. 

Onkel Henrik var et særdelse rart menneske og tog sig utroligt meget af mig i min tidlige barndom, og besvarede tålmodigt alle min spørgsmål om dit og dat, med stor tålmodighed. Det var spændende for han var mere 'mandet' end min far, som jo var meget kunstnerisk og musiks, noget der måske var så meget klangbund i, for en lille dreng. Hand havde i sit store skab på sit værelse mange spændede ting, som en lille dreng kunne være fascineret af. Bl.a. en luftgevær, som vi af og til afprøvede inde på hans værelse, og som gav et vældigt rekyl når man trykkede på aftrækkeren. Og en udstoppet krokodilleunge, en  indisk dolk som visse engelsk-indiske soldat brugte i krig, og en pung fuld af pengesdler fra forskellige land, bl.a. Tyskland med kæmpestore denominationer, milliarder af Mark. 

Og så var han meget teknisk og matematisk begavet, og læste ofte i en tyk bog: Matematik for millioner, af Lancelot Hogben. En bog som var fuld af mærkelige symboler og små illustrative tegninger, som jeg b lev meget fascineret af, og og som gjorde aty jeg allerede i en ung alder ville gørew hvad jeg kunne for at mestre matematikkens gåder. Det var desværre først i 1. mellem, at vi fik rigtig matematik, og jeg husker at min motivation stadig var ret høj. 

Som sagt tog min onkel Henrik sig ret meget af mig da jeg var barn. Det ændrede sig da min anden onkel, Jørgen Behrentz kom hjem til Danmark, fra Usa, som han vist nokj blev uidvist fra, pga fattigdom. 

Onkel Jørgen

Onkel Jørgen Bæhrentz, 1947, New York

Onkel Jørgen var min mors ældste bror og voksede op med min mor dels i Nicaragua, dels hos min mors morfar i Ordrup. Han blev sat i lære som bager, og fik en bageruddanelse, og arbejde som bager resten af sit liv, pånær periopder, hvor han sægte andet arbejde, bl.a. som arbejdsmnand i lufthavnen hvor han rengjorde og udførte rutineopgaver på fly.  

Jøregen Bæhrentz i Assam, 1946, med US Army

I 1939 var Jørgen emigreret til USA, hvor han vistnok bl.a. arbejdede som bager. Jeg tror ikke han klarede sig specielt godt, og i USA fik han en vis lyst til flasken, som han bragte med hjem til Danmark. Da USA gik ind i krigen i 1942, meldte Jørgen sig tilhæren i San Antoniop Texas, og blev senere sendt til Burma med den ameriskaske hær. Jeg ved ikke om han var i egentlig kamp. Men han sendte billeder hjem fra Indian og Burma, hvor han poserede med gurkaer, med dragne knive og souvenirs i form af små udskårne figurer af indiske guddomme..

I 1950-52, kom han hjem, måske udvist pga vagabodisme, noget slidt. Han kontaktede min mor først, og fik lov at bo hios os i starten. Jeg tror han skammede sig over sin lidt forhutlede livsbane overfor sin mor. Men da min kontaktede og fortalte om Jørgen var kommet hjem fra Amerik, så hilste hun ham velkommen, og han flyttede hurtigt ind hos hende hvor delte værelse med Onkel henrik. 

Jøregn fik hurtigt arbejde som bager, hvilket dog betød at stod op kl. 3 om morgenen for aT Gå på arbjede, og derfor også gik tidligt i seng.  

Nu var der 2 til at tage sig af os børn, især mig. For onkel Jørgen kunne godt lide at tage os med på tur, i Zoo eller til Malmø, og gerne et sted hvor han kunne få en bajer eller 2 undervejs. Han var lidt frustreret at han om bord færgen til Hälsingborg ikke kunne få en øl, uden også samtidig at spise noget!!

På en rejse med Land & Folk til Tjekkoslovakiet møder han Alenka, en tjekkisk dame, som han senere får til Danmark og gifter sig med, de flytter sammen og anskaffer sig et kolonihavehus på Amager, som jeg aldrig når at se, for nu er jeg i gang med studiet på KU, og jeg har fjernet mig en del fra min barndoms familie, og er i gang med mit eget voksenliv, som jeg åbenbart finder mere interessant end at besøge de efterhånden ældre mødrene sæægtninge.

Henrik Igen. 

Efter Jørhgen bosætter sig hjemme hos mormor, bliver Henrik mere og mere sær, og udvikler sig til lidt af eneboer, og kapper forbindelse med familien. Mpåske skyldtes det også hans ophold i kKompedallejren som militærnægter, der dengan varede 2 år. Efter 1 år, rendte han fra lejren og tog hyre som smører på en damper, hvor han sendte postkort hjem fra fjerne destinationer. Han låser sig inde på sit værelse når vi er på besøg, og dukker kun sjældent op til familesammenkomster. Sidtse gang jeg ser ham, er et tilfædigt møde på Amager Fælled, hvor jeg har taget min drenge med i en sommerferie. Vi har cyklet derud, og taget madpakker og drikkelse med.  Og bang, der står han oppe på et kunstigt bjerg med udsyn til alle sider, med en god kikkert. Vi hilser på og jeg præsentere hans grandnevøer, og sammen cykler vi sydpå og kigger på skarver og sæler, vha hans fine kikkert. Det er det sidte jeg ser og hører fra, ind til hans død i 2006, hvor han efterlyses i avisen. Vi arver ham og han efterlod sig 1 million i formue. Hans bo besøger vi ikke, jeg er stadoig i arbejde, og jeg ved fra Mette, hvor stort arbejde det er at skulle ordne sådant et bo. Senere ærgrer jeg mig alligevel, for der må have været fotografier og andre minder, der kunne være interessant at have i dag.

Moster Ingeborg 

Ingeborg Christensen, søster til vores mormor sammen med sin forlovede, tandlæge i Managua, 1930

På Hovedbanegården er der et gulv af sjove klinker. Når jeg ser det kommer jeg altid til at tænke på min moster Ingeborg. Husker gulvet fra barnsben af, som jeg var ret fascineret af. Min moster, egentlig min mors moster, arbejdede i en vekselkiosk sådan en slags forløber for Forex, der også solgte aviser, postkort mm på Hovedbanegården. Hun førte kioskens hovedbog, som hun ofte havde med hjem, hvor hun så skrev og skrev tal i kolonner!!

Onkel August

Grand onkel August Christensen

Ingeborg og mormors bror hed August og var noget indenfor fagbevægelsen, måske i murerfaget. Han dukkede lidt uregelmæssigt op sammen med sin kone, til nogle familiebegivenheder og boede på Østerbro, og havde bil, en gammel Ford T, der skulle startes med håndsving. 

Læs om min far i næste afsnit:

Min Far Ib Kaj Olsen

Retur til forrige afsnit om mig selv