Vibenshus Skole


Vibenhusskole set fra Strandboulevarden, og Kertemindegade. I baggrunden til venstre huset hvor vi boede.


 At flytte til Østerbro var et kulturchok. Dels kom jeg væk fra alle mine barndomskammerater, mormor, dels skulle jeg skifte skole midt i 3. klasse. Det sidste var noget rod, fordi jeg på 2 1/2  år havde haft 4 skoleskift, så jeg var temmelig dårlig forberedt til den ny skoles krav, hvad der også kunne ses af mine karakterer og min håndskrift. 4 forskellige dansklæreres system til hvordan man skulle skrive var tydeligt, hvilket betød at min far på et senere tidspunkt lærte mig at skrive 'rigtig' formskrift (italic) med bredpen vha af et engelsk skrivesystem. 

På Østerbro kunne man mærke at der var klasseforskel. Der var de fine, der boede på de fine adresser (Borgmester Jensen Allé, Urbansgade, I. E. Ohlsens Gade), og de fattige der boede i Århusgade kvarteret (Koldinggade, Ålborggade).  Det afspejlede sig også i skoleklassen. Der var en blanding af pæne menneskers pæne børn og rødder.

De blev dog sorteret grundigt i 1. mellem, så de pæne kom i Mellemskolen, medens  rødderne og rødinderne kom i Fri Mellem. Som 'rod' var jeg destineret til 'fri mellem', men via mine forældres mellemkomst blev jeg gelejdet i mellemskolen.

Vibendshus Skole ses her i baggrunden på billedet af vores spisestue, med mor i profil


Vibenshus skole var vel som folkeskoler var flest, selvom jeg siden har hørt at den var fremskridtsvenlig, især med den nye inspektør Signe Bigom Omann. Men det kom først til senere. I de små klasser herskede  nogle tussegamle frøkener, der ikke tålte nogen skejen ud. Mit skolearbejde gik jævnt ned af bakke og ordet 'sjusk' og 'uordenlig' var vel det ord jeg hørte mest og som jeg bedst kunne genkende i de skriftlige arbejder.

Jeg fik dog min første nye gode ven. Det var Finn K. Petersen, som på grund af en øjensygdom først kom retur til klassen senere på året. Vi blev rigtig gode venner og var uadskillelige i mange år. På voksenstadet gled vores venskab dog ud da vi gik hver vores vej i livet, men vi holdt i mange år kontakten vedlige, selvom det nu er 3-4 år siden jeg har hørt fra ham.


Forside af mit skoleskema for 5x 1955

Mit skoleskema på Vibenshus Skole i 1955

Man gik også i skole om lørdagen som det fremgår af ovenfor vistye skoleskema for 5. klasse, og 2 dage om ugen mødte vi sent og havde timer til kl. 16. Det var nogle lange dage,! 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Mit Liv - Oversigt

Barndom - 1944-1952

Min far (1919-2017) og hans familie